fbpx 🎃Alt du skal vide om græskar | GastroFun.dk

Alt du skal vide om græskar

Alt du skal vide om græskar
Indholdsfortegnelse

Hvad er græskar egentlig?

Hvis vi siger græskar, tænker du så uhyggelig Halloween-pynt eller vildt lækker aftensmad? Personligt hælder vi til det sidste.

Jo mindre man ved om græskar, jo mere knytter man nok ordet til en bestemt amerikansk højtid. Græskar er dog meget mere end som så, og græskarfamilien er næsten uoverskueligt stor.

Græskar kan inddeles i to kategorier, nemlig sommergræskar og vintergræskar.

 

Forskellen på sommergræskar og vintergræskar

Under græskar hører også bl.a. squash (også kaldt zucchini eller courgette) og agurker - i hvert fald set med de botaniske briller. Det er ikke ligefrem disse grøntsager, de fleste af os har i tankerne, når vi omtaler græskar i dagligdagen.

Disse går under betegnelsen sommergræskar. Fælles for sommergræskar er, at de er små, umodne græskar med en meget tynd skal. De er som regel grønne og aflange, og så har de en forholdsvis kort holdbarhed.

Sommergræskar vokser hurtigt, og planterne giver typisk et meget stort udbytte, så det kan være svært at følge med, hvis man selv har dem i haven.

Vintergræskar er de græskar, som mange af os vil betegne som "rigtige" græskar, dvs. eksempelvis Halloween-græskar, Hokkaido-græskar og butternutsquash.

Disse græskar er længe om at udvikle sig, og farven går gerne fra at være grøn til orange eller gullig, om end modne græskar også kan være grønne, hvide og stribede.

I denne artikel skal vi se nærmere på de såkaldte vintergræskar og hvordan du får mest ud af dem i din madlavning.

 

Et gammelt indiansk bær

Græskar anvendes som regel som grøntsager, men de er egentlig bær. Bær defineres ved at vokse fra plantens blomster og indeholde minimum ét frø. Græskar indeholder masser af frø - eller kerner, om man vil - der kan ristes og spises.

Alle de græskar, vi kender i dag, både sommer- og vintergræskar, kommer fra én og samme græskarsort: Den 10.000 år gamle Cucurbita Pepo, der stammer fra Sydamerika.

I dag dyrkes græskar i seks ud af syv kontinenter - også i Alaska, ja! Antarktis er det eneste kontinent i verden, hvor græskar ikke kan overleve.

 

Verdens græskarhovedstad

Den amerikanske by Morton i staten Illinois er selvudnævnt "græskarhovedstad". Det er nemlig her virksomheden, Libby's Pumpkin, der er ejet af Nestlé, hører til.

Libby's Pumpkin står angiveligt for 85% af de græskar, der sælges på dåse verden over, og hvert år i september afholder byen en stor, fire dage lang græskarfestival, hvor man hylder græskar på alle tænkelige og utænkelige måder. Er du ægte græskarentusiast, er denne uden tvivl et besøg værd.

 

Græskar i madlavningen

Hvor sommergræskar ofte spises rå, bør vintergræskar altid tilberedes. De er lækre både most, bagt eller blendet til en cremet suppe.

Æble, citron og ingefær er tre smagsgivere, der passer rigtig godt til græskar. Skal du lave græskarsuppe, kan du prøve at lave den med bagekartofler, da de kan gøre suppen endnu mere fyldig og cremet.

Du kan også bruge græskar i salater, enten som et tilbehør til aftensmaden eller som et måltid til frokost.

Græskar kan også anvendes i ravioli, hvis man er glad for denne italienske klassiker, eller du kan prøve at komme dem i bagværk.

Der findes forskellige slags græskar, og de er alle gode på hver deres måde.

 

St. Martins (Halloween-græskar)

De græskar, vi typisk bruger til Halloween, er af en sort ved navn St. Martins. Disse kan blive utroligt store.

Halloween-græskar kan sagtens bruges i madlavningen, hvilket vi selv har gjort nogle gange (vi har f.eks. lavet græskartærte, græskarpuré og syltede græskar), men vi vil ikke betegne Halloween-græskar som helt ideelle spisegræskar. Kødet er noget mere trevlet sammenlignet med andre spisegræskar, du finder i supermarkedet, og smagen er heller ikke nær så rund og delikat.

 

Hokkaido-græskar

Hokkaido-græskar er ét af de mest populære spisegræskar herhjemme. Dette skønne græskar er opkaldt efter den japanske ø, Hokkaido, hvor det oprindeligt stammer fra.

Hokkaido-græskar er noget mindre end Halloween-græskar, og det er én af de græskarsorter med det fineste og møreste kød. Kødet er en anelse mere tørt og hårdt i rå tilstand, men det har ingen betydning for smagsoplevelsen efter tilberedning.

Hokkaido har en mild og sødlig smag og egner sig godt til både det søde og det salte køkken. Det faste kød indeholder masser af stivelse, der gør det helt perfekt til mos og puré.

Det kan kræve lidt arbejde at få stukket kniven ned gennem den tykke skal og det hårde indre, så her skal man gerne have fat i en god, skarp kniv og "lirke" den ned gennem græskarret.

 

Butternutsquash

Butternut squash er det "hæfteplasterfarvede" og klokkeformede græskar, du garanteret har set i supermarkedet henover efteråret.

Indeni er butternutsquash kraftigt orange, og smagen er lækker nøddeagtig. Kernerne er samlet i den buttede ende og fjernes nemt, hvis græskarret flækkes på den lange led først.

Du kan bruge butternutsquash i både det søde og salte køkken, men de er særligt gode til supper og desserter.

 

Opskrifter med græskar

Græskartærte

Græskartærte


Ristede græskarkerner

Ristede græskarkerner


Hokkaido græskarsuppe

Hokkaido græskarsuppe


Syltede græskar

Syltede græskar


Ravioli med græskar og ricotta

Ravioli med græskar og ricotta


Hasselback butternutsquash

Hasselback butternutsquash


Toast med brie og bagt græskar og rødløg

Toast med brie og bagt græskar & rødløg


Bagt græskarpure

Bagt græskarpure


Hokkaido salat

Hokkaido salat


Græskarsuppe

Græskarsuppe


Græskarsuppe med ristet palmekål, græskarkerner og søde æbler

Græskarsuppe med ristet palmekål, græskarkerner og søde æbler

Kategori
Sociale medier
Læs også
Spis råvarer i sæsonen
Artikel
Redaktion